13. januar 2023|7 Minutes

Når du annoncerer på Facebook og Instagram kan du evaluere på profitabiliteten i Annonceadministrator (Ads Manager) ud fra den omsætning, som kan tilskrives annoncerne vha. den data, som indsamles om de besøgende via Meta’s Pixel og Conversion API.

Webshops vurderer ofte profitabiliteten af deres annoncekampagner på de sociale medier ud fra deres annonceafkast (ROAS) og når formålet med kampagnerne er en umiddelbar forøgelse af webshoppens omsætning og profit, er det en fornuftig KPI.

Annoncering på Facebook og Instagram skaber dog langt mere værdi end den indledende omsætning og denne værdi bør du indregne, når du evaluerer på profitabiliteten.

Her kan der blandt andet nævnes øget brandkendskab, hvilket ofte afspejler sig i en stigning i søgninger efter virksomhedens navn og dermed en stigning i omsætningen via Google.

Men der er især én bonus-værdi, som webshops ikke bør overse i evalueringen af deres kampagner på Facebook og Instagram: Mængden af nye abonnenter via Sleeknote.

Konvertér betalt trafik til leads

Størstedelen af en webshops besøgende er endnu ikke klar til at foretage et køb og derfor benytter mange webshops sig af værktøjer som Sleeknote til at konvertere dem til nyhedsbrevsabonnenter, som de senere kan sælge til via e-mail marketing.

Sleeknote fra Greengate.com
Kilde: Greengate.com

Nogle webshops opfordrer først de besøgende til at tilmelde sig på kvitteringssiden for køb, men de fleste tilbyder de besøgende en rabat, en konkurrence eller en tredje fordel, inden at de foretager et køb.

Dette er attraktivt for de besøgende, som endnu ikke er klar til at foretage et køb, og især for webshops, som annoncerer på de sociale medier, er værktøjet oplagt til at fastholde de potentielle kunder, som de har betalt annoncekroner for at tiltrække.

Mange af disse besøgende vil nemlig typisk have mødt brandet for første gang og er dermed mindre tilbøjelige til at købe nu og her, hvorfor tilbuddet om blot at abonnere på kommunikation fra brandet vil være attraktivt for dem i første omgang.

Tilskriv leads fra Sleeknote til dine annoncer

Vores oplevelse er, at de færreste webshops evaluerer på, hvor mange af de besøgende fra Facebook og Instagram, der skriver sig op til nyhedsbrevet via Sleeknote – og ikke mindst på værdien af netop disse abonnenter efterfølgende.

I dette afsnit får du en indsigt i, hvordan du tilskriver Sleeknote-leads til dine annoncer på Facebook og Instagram, så du kan evaluere på mængden af dem i Ads Manager i forlængelse af nøgletal, du ellers bruger til at evaluere på værdien af jeres annoncering.

Inden længe udgiver vi et indlæg om, hvordan du evaluerer på værdien heraf.

 

 

Evaluering af leads i Meta’s Ads Manager

Når du har Meta’s Pixel opsat på din webshop, vil Sleeknote automatisk eksekvere en hændelse ved navn SleeknoteSubscriber, når en besøgende tilmelder.

Denne vil fremgå af oversigten over hændelser i Hændelsesadministrator (Event Manager) og opretter du den som en Brugerdefineret Konvertering via Business Manager, kan du i princippet rapportere på mængden af tilskrevne Sleeknote-leads ud fra denne.

Anvend Meta’s standardhændelse i stedet

Det er dog min anbefaling, at du i stedet eksekverer Meta’s standardhændelse “Lead” for denne og alle andre hændelser, som repræsenterer en tilmelding til jeres nyhedsbrev, kundeklub eller loyalitetsprogram.

Det kunne f.eks. være tilmeldinger fra kampagner i Playable eller Scratcher såvel som fra andre tilmeldingsformularer på webshoppen.

På den måde kan du nøjes med at prioritere denne ene lead-hændelse i forbindelse med opsætningen af Aggregated Event Measurement for webshoppens domæne, hvilket frigiver plads til at prioritere mere præcise værdi-målinger for købshændelsen.

I skrivende stund er det ikke muligt at ændre hændelsen i Sleeknote, men du kan eksekvere scripts i forbindelse med Sleeknote-submissions således:

<script>
document.addEventListener('sleekNote', function (e) {
if (e.data.type == 'submit') 
// Kode
}, false);
</script>

Såfremt basiskoden for Meta’s Pixel allerede er implementeret på din webshop, skal du blot indsætte koden fbq('track','Lead') i funktionen for at spore tilmeldingerne.

<script>
document.addEventListener('sleekNote', function (e) {
if (e.data.type == 'submit') 
fbq('track','Lead');
}, false);
</script>

Øg matchraten med én parameter

Du kan hjælpe Meta med at identificere den enkelte besøgende, som tilmelder sig via din Sleeknote popup, ved at initiere dit Meta pixel på ny og vedhæfte abonnentens mailadresse som et parameter.

<script> 
document.addEventListener('sleekNote', function (e) { 
if (e.data.type == 'submit') 
fbq('init', 'PIXEL_ID', {
em: e.data.data.email
});
fbq('track','Lead'); 
}, false); 
</script>

Nøglen e.data.data.email indeholder e-mailen på personen, der har skrevet sig op.

Resultatet vil være en højere matchrate og dermed flere tilskrevne leads til gavn for rapportering, målretning og optimering. Læs mere om fremgangsmåden her: Advanced Matching.

Overfør hændelsen via Google Tag Manager

Såfremt du håndterer konverteringssporing via Google Tag Manager, kan du anvende metoden dataLayer.push til at overføre hændelsen og de tilhørende parametre til din webcontainer for derefter at sende den videre til Meta (f.eks. via Meta’s Conversion API).

<script> 
document.addEventListener('sleekNote', function (e) { 
if (e.data.type == 'submit') 
window.dataLayer = window.dataLayer || [];
window.dataLayer.push({
'event': 'Lead',
'em': e.data.data.email
}); 
}, false); 
</script>

Inkludér leads i din rapportering

Hos BeSocial har vi som social commerce bureau en naturlig interesse i at påvise den forretningsmæssige værdi, som vi skaber for og ikke mindst sammen med vores kunder.

Målinger som disse styrker vores fælles fortælling og giver os et mere holistisk perspektiv på deres annoncering, hvilket bidrager til et bedre beslutningsgrundlag, når der skal allokeres budgetter til de enkelte indsatsområder, platforme og kampagner.

Jeg håber, at ovenstående også kan bidrage til dine fortællinger.